Om mig

Siden jeg var ung, har jeg altid været glad for at stå i et køkken og lave mad (og en kæmpe opvask). Da mine egne sønner Kristoffer og Emil var små i ´88 og ´91, savnede jeg oplysninger om hvad de havde godt af at spise, og hvornår de måtte få hvad. På det tidspunkt var budskaberne om mad til barnet meget forskellige og der var ikke helt klare anbefalinger fra officiel side.

Interessen for mine sønners mad førte til, at jeg lagde min socialrådgivertilværelse på hylden og uddannede mig til ernærings- og husholdningsøkonom med speciale i human ernæring fra Suhrs Seminarium i København. Under studiet var mit fokus hele tiden maden til de mindste og efter flere praktikker i Sundhedsstyrelsen og specialet ”Grød er en by i Rusland”, blev jeg medforfatter til Sundhedsstyrelsens og Fødevarestyrelsens bog “Mad til spædbørn & småbørn – fra skemad til familiemad”(2001-2015). Populært kaldet ”den lilla bog”.

I forbindelse med at bogen udkom i 2001, startede jeg mit eget konsulentfirma med det ønske at formidle bogens budskaber til nybagte forældre og professionelle madgivere og rådgivere. En dejlig karriere som specialist i mad og ernæring til børn tog sin begyndelse, og jeg brænder stadig glødende for de små børns mad. Med det udgangspunkt har jeg siden 2001 holdt foredrag for forældre og fagpersoner, undervist sundhedsplejersker, rådgivet kommuner og dagtilbud, skrevet bøger, tekster og politikker samt udviklet madopskrifter og kogebøger – samt en AMU-uddannelse – alt sammen med det formål at inspirere til at spædbørn, småbørn og større børn tilbydes indbydende og velsmagende mad, som tillige er sund og nærende – og giver glæde og gode mad- og måltidsoplevelser.

AMU-uddannelsen for Undervisningsministeriet er en ny 3-dages uddannelse og har titlen: Mad og måltiders muligheder i dagtilbud. På www.epos-amu.dk kan du finde mål og inspirationsmateriale for uddannelsen, og se hvilke skoler der udbyder den. Søg på koden 48667, så finder du den let.

 

Secured By miniOrange